Hvem ringer klokkerne for?

- Hvem ringer klokkerne for?

- Hvad mener du?

Hun stirrer på hans dinglende dejlighed.

- Hvem barberer du klokværket for, retter hun det til og ser ham spørgende i øjnene.

- Nårh, jamen det gør jeg da for sig skat, siger han og duptørrer sig forsigtigt mellem benene.

- Virkelig?! Men jeg er jo bedøvende ligeglad, det ved du da.

- Nej, du kan godt lide den måde min pik kommer til at se kæmpe stor ud, siger han.

- Nej, DU kan godt lide den måde, din pik kommer til at se ud på. Jeg synes faktisk lidt, du ligner en 4-årig dreng.

- Sssch ikke foran sarte ører, siger han og holder håndklædet for pikken.

Jørgens pik har ører, mund og øjne. Lidt ligesom et kæledyr, eller et menneske for den sags skyld. Og Gud nåde den, der nedgør pikken, når den er til stede. Og det er den altid. For den sidder på Jørgen. Og Jørgen er altid til stede.

Jørgen har på sin vis stærkere følelser for den, end han har for Merethe. Og når hun taler grimt om den, så har han helt sikkert stærkere følelser for pikken og for alle andre end Merethe.

Det værste er, når hun griner af pikken. Håner den, eller taler nedgørende til den, som var den et barn. Jørgens pik er ikke et barn. Den er fuldvoksen og følsom. Og stor. Kæmpe stor.

Merethe har rigtig nok anlagt en kritisk og til tider ironisk distance til pikken. Men hun har aldrig nævnt noget om størrelsen før i dag. Sagen er den, at Jørgen selv synes, han er velhængt, men hendes empiriske erfaringsgrundlag siger noget ganske andet. Hun ved godt, det var at gå over stregen at sammenligne den med en 4 årigs tissemand. Men det var jo ikke kun størrelsen, hun refererede til, men også looket. Faktisk er det slet ikke sikkert, Jørgen forstod, at hun også mente, den var lille, pikken.