torsdag den 23. maj 2013

Henrettet i medierne


Det er over 150 år siden, at den sidste kvinde blev henrettet i Danmark. Delikventen var den 31-årige Ane Cathrine Andersdatter som blev dømt for at myrde sine tre børn. Eksekutionen fandt sted på Rødovre mark, hvor den kvindelige forbryder blev halshugget.

Nu skriver vi 2013, og der foregår stadigvæk henrettelser i Danmark på kvinder såvel som mænd. Ikke den kyniske halshugning, hvor ofrene ofte led en ualmindelig smertefuld død, fordi øksen eller sværdet ikke var skarpslebent, eller fordi bøddelen ikke var præcis nok. Nej, i dag er der snarere tale om en symbolsk henrettelse, hvor scenen for eksekutionen er medierne.

I løbet af seneste år har ikke så få offentlige personer –nærmere bestemt politikere - haft øksen svunget over sig.
Jeg nævner i flæng: Troels Lund Poulsen (V) Carsten Hansen (S), Helle Thorning-Schmidt (S), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (LA), Henrik Sass Larsen (S) Henriette Kjær (K), Lene Espersen.
Det her er hverken et forsvar for de pågældende politikere eller et angreb af landets journalister. Det er derimod en refleksion over, hvilke forhold der kan tænkes at spille ind, når det kommer til tidens trend: politiske personsager.

Jeg mener, at de mange personsager, der har fyldt mediebilledet den seneste tid er symboler på noget ”andet” og ”mere” end blot sagesløse ofre og sensationslystne journalister. De er nemlig en genspejling af det samfund, der omgiver os. Et samfund som i høj grad er præget af det puritanske og regelrette. I et sådant slags samfund er det svært at finde udladelse for vores drifter.
Hvordan afreagerer vi på et sådant slags samfund? Vi stiller os op i mængden af tilskuere og glor med store øjne og savl i mundvigen på de ofre, der må bøde for deres ugerninger. I 1861 ville vi stå  i menneskemængden på Rødovre mark. I dag er scenen rykket til medierne. Og hvem sidder der bag skærmen? Det gør du og jeg.

Hvis vi vender tilbage til politikere, så kan deres handlinger ses som symboler på det fremmede, det farlige og ”andet”, der truer den opbyggelige nation. Sagerne, der blandt andet handler om skattefusk, sexchikane, rockerrelationer og narkogæld rammer lige ned i vores sarte moralkodeks og vækker til opstandelse.
Men hvorfor er der så meget fokus på politiske personsager i dag?
Et af svarene er, at det er blevet nemmere at følge med. Det er ikke længere tabloidpressen og de kulørte blade, der har monopol på de saftige historier. De dukker op alle vegne. I dagbladene, i radioen, i TV, på nettet og smartphone.

Et andet svar er, at vi har brug for syndebukke. Og det har vi fordi, der ligger en masse spændinger i Danmarks underbevidsthed. Spændinger som kan forløses, når samfundet er enige om en kollektiv afstraffelse af en person. Vi finder fælles tilfredsstillelse ved at stå sammen i afskyen.
I det spændingsfyldte Danmark er der ikke plads til at skille sig ud fra mængden, eller til at overskride normerne. Amning på offentlige steder er blufærdighedskrænkende, og homoseksuelle bliver stadigvæk udsat for hatecrimes.Vores driftsfyldte og impulsive side er blevet domineret af det fornuftige, det politisk korrekte, det regelrette og moralske.

Set ud fra et politisk perspektiv har der gennem de seneste år været et ønske om at begrænse alt det, der kan karakteriseres som heterogent. Et eksempel er den tidligere regeringens stramning af udlændingepolitikken, hvor man blandt andet har skåret kraftigt i opholdstilladelser til asylansøgere og familiesammenføringer. Derudover kan nævnes den øgede grænsekontrol, den absurd svære prøve i danskhed og sænkningen af den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år.
Må vi lige være her?!

Man kan håbe, at den nye regering med tiden skaber grundlag for et mere åbent, balanceret og hjerteligt Danmark, hvor der er højere til loftet, selvom intet tyder på det lige nu, hvor heldagsskolen truer lige om hjørnet og dagpengemodtagere kastes rundt i manegen.
Ind til da er vi nødt til at afreagere. Men det ville være sundt, hvis vi kunne finde vores udladelse andetsteds. Fx i den grænseoverskridende kunst i stedet for blandt massen på Rødovre Mark. For vi går ikke ind for henrettelser i Danmark, gør vi?