Da Maren gik fra mus og hjem

Musen Merle fik en mikroskopisk perle i snuden. Den sad fast i snot og musebussemænd, kunne ikke komme ud.

Katten Karla fik en snu idé. Fandt peberbøssen frem og holdt den op til musens snude.

”Atju” sagde musen og nøs perlen så hastigt ud, den ramte en rude.

”Tak du kat, det var en god gerning,” sagde Merle til Karla, som kom fra Herning. Nu er perlen ude, snip snap musesnude. Fortællingen fortsætter dog, for musen Merle er øm i snuden og kommer til at savne sin mor.

”Hvor er min mor?” spurgte Merle og blev pludselig blå i hjertet.

”Din mor er gået fra mus og hjem” sagde Karla og strøg musen over ryggen med sin pote.

”Kommer hun aldrig mere tilbage?” ville musen Merle vide.

”Det er ikke til at sige” sagde Karla, slog blikket ned og tog en slurk af sin katte latte.

Bim bam bussemand, erle perle pist paf pufærmer. Væk i en hæk med en ræv så fræk.

Livet er en dans på roser er røde violer er blåskimmelost.

”Nu vrøvler fortælleren altså”, sagde musen og rettede på sit grønternede skørt.

”Ja, det er skrupskørt”, sagde katten og mimrede med snuden, så knurhårene dansede.

”Vi må få hende på rette spor” sagde musen Merle, som næsten havde glemt, at hun savenede sin mor.

”Ja, vi må få hende til at skrive rigtige ord ”, sagde katten Karla og slikkede sin venstre bagpote, hvor der var en mælkehvid plet i det sarte sorte.

Men fortælleren har ikke tænkt sig at rette sig efter katten og musen. Tingel tangel Tjørnerose og en glose iført hose. Spankulerende rank. Kop uden hank, vand uden hane, hop uden pjank. Ælle bælle mig fortælle til én, tælle til to mand frem for en enke løb!

Sch, hvad var det? Det banker på døren. Du milde mus. Ind kommer Maren, som var gået fra mus og hjem. Hun har et blåt øje, en sort samvittighed og røde raseripletter på halsen. I hånden bærer hun en slidt brun kuffert med et klistermærke af en mis med blå øjne. Hun slipper sit tag i kufferten, så den lander hårdt på gulvet. Så sætter hun sig overskrævs på den, og giver sig til at nulre sin halespids.

”Nå, men hvordan går det så herhjemme?”, sagde Maren og skævede til Merle og Karla som stod helt pif paffe og stirrede med øjne så runde som pandekager.

”Har I mistet mælet?” fortsatte hun. Katten Karla rømmede sig.

”Jo, det går som det kan, når man er en mus og en kat, der er blevet forladt”, sagde katten med skinger stemme, der gik over i en klagesang på katsk.

“Stop med det kattejammerbrok”, sagde Maren og vendte sig mod Merle og slog armene ud.

Men Merle rørte sig ikke ud af flik flak flækken.

”I bærer vel ikke nag, gør I?” spurgte musens mor og bandt en knude på sin hale.

Ni, neg nag til side, der er noget du skal vide. Musen Maren fandt en anden, gik sin vej, gik fra forstanden. Gik til ventre, gik til højre, gik skråt, giv skævt. Gik ned, gik op, gik lige i favnen på Bob, som var en stodder af en ræv, løj så det drev. Pist væk i flere år, snuden i sky og langt filtret hår. Ikke til at kende, ikke til at kramme.

Musen Merle vendte sig om, og kravlede i sit musehul af bare skam.

”Kom frit frem” sagde Maren. Men musen Merle havde andet at gøre, hun ville hænge tøj til tørre i sit varme musehul.

”Jeg bliver her til du kommer ud”, sagde Maren og satte sig resolut foran musehullet.

Og der sad hun. Et sekund, to minutter, tre timer, fire dage, fem uger, seks måneder, syv år. Hun svandt ind til skind og ben, men ville være én, der var der for sin musepige. Koste hvad det ville. Og en dag, da hun mindst ventede det, kom der to ører til syne, dernæst en fugtig snude og en musedyne. Det var musen Merle, der fik nok, ville bare gerne op til sin musemor, vugges blidt og synges for.

Farvel og tak for denne gang - hov hvad med kat og klagesang? Jo, Karla var gået i hi i en hule, med en snegl, en sno og to sommerfugle. Der lever hun lykkeligt og langt og længe. På gensyn siger fortællerens stemme.