Lykken
er den måde, et barn hviner på, når man kilder det. Lykken er lun
leverpostej og en kold fra kassen. Lykken er momentan. Lykken er at
følge drømmen. Lykken er at følge strømmen.
Lykken er lurvet, langsom og løs, lykken er smil fra den helt rigtige
tøs. Lykken er frisind, rosé og gajoler, lykken er en hest der foler.
Lykken er lys og luftig og let, lykken er pigens skønhedsplet. Lykken er
latterlig, lilla og led, lykken er spædbørn som ingenting ved.
Lykken
er larmende, hvis den tilkommer en anden, lykken er et kys fra din mor
på panden. Lykken er vammel, vulgær og våd, lykken fremkalder ofte gråd.
Lykken er luft der siver ud, lykken er hud mod hud. Lykken er liderlig,
lækker og lang, lykken er din barndoms sang. Lykken er tosset, tarvelig
og træt, lykken er Lille larve aldrig mæt.